Byens Fanklub er en eksklusiv Brøndby fanklub.
Fanklubben er en lukket fanklub for max. 25 medlemmer. Man kan KUN komme i betragtning som nyt medlem via afstemning blandt de øvrige medlemmer, såfrem der bliver ledige pladser.
Byens Fanklub opstod som eksklusiv og lukket fanklub, efter at et stort flertal i foreningen tilbage i 2006 valgte at opløse det tidl. Brøndby Support København - Byens Fanklub (populært kaldet BS København eller BSK).
Fra at ha' været en meget aktiv forening med fællesafgang fra Hovedbanen, stort fremmøde i Hytten og stor aktivitet inde på midten af nedre Faxe, er vi nu blevet til en lille hygge-forening.
Byens Fanklub er stadig talrigt repræsenteret på Stadion, men nogle af medlemmerne er rykket lidt længere ud mod siden på nedre Faxe, og andre igen er rykket op på øvre Faxe ude i svinget (også kaldet "svinger-klubben").
Vi har ikke længere fællesafgangene fra Hovedbanen, men mødes stille og roligt enten i Hytten eller i Klubhuset, hvor flere af os gerne nyder et måltid varm mad flankeret af en stor kold fad-bamse - før eller efter kampene.
Der er dog intet sket med vores kærlighed til klubben, og inde i brystet på os alle banker der stadigt et blå-gult hjerte, der længes efter det næste mesterskab i rækken.
/Bestyrelsen
Uddrag af vedtægterne for Byens Fanklub:
§2:
Foreningens formål er at skabe fest, stemning og socialt samvær for medlemmerne samt støtte op om Brøndby I.F.